RESTEN AF BJERGENE

 

FØLJETON AF KRISTIAN FEILAN

- 1 -

01/07/15

 

At sove om eftermiddagen er at holde vejret. Eftermiddagssøvnen er et narkotikum. Det er bevidsthedsudvidende og farligt. Det gør dig sløv og fantastisk. Det skal ikke doseres. Det skal erobres. Det er et stof. Rusens tilsynekomst er som saltudtrædningerne i den våde beton. Sådan vækker søvnen venernes net. Sådan løfter de blå strenge sig under din hud. Sådan antændes årerne under betonens kondens. At sove om eftermiddagen er at holde vejret.

 

- 2 -

08/07/15

 

Såvel som der kan gå hul på en drøm, kan den også løbe over. I dens iver kan den pludselig gøre for meget væsen af sig, og den drømmendes bevidsthed lukkes ind. I stedet for langsomt og sikkert at blive ført op niveau for niveau ad slusernes systemer overskylles disse, og uden videre udlignes alt. Dette fører selvsagt til brat opvågning. Forsøg da aldrig at lodde den sammen igen, skaden vil være sket. Nej, for alt i verden, fikser aldrig en drøms håndled.

Mere normalt er det dog, at systemet vil begynde at lække. Som når der under skybrud går hul på et supermarked eller da de flyttede ind i Libeskinds dramatiske lokaler. Her har du stadig tid til at komme op. De mange hylder vil ikke begynde på labyrintiske lege, spillereglerne er stadig intakte, alt fører op til kassen. Stadig er det muligt at slippe væk fra de kvælende påmindelser trods de skrånende gulve. Dét er at vågne!

 

I teatrene er de materielle begrænsninger hjerteskærende. På sin vis kræver teatret meget af menneskene. I drømmene er det omvendt. Her er ingen begrænsninger at se, og ofte intet menneske. Men idet du vågner, når de kosmiske tog begynder at skride side om side med lydene i din lejlighed, lyses teatret op igen, og intet synes umuligt, alene kortvarigt. Sådan afleveres vi af søvnen. Nu hvirvler den af sted i underlige ryk. Hjørnernes rust slås af i røde flager, stadig mere kantet, stadig skarpere sliber den sig vej over marken. Det er det gamle bliktag. Et par af pladerne har længe truet med at rive sig løs og efterlade et hul i staldbygningen for at skære sig vej videre i naturen. Sådan har de længe stået og skurret og klapret, uden at der er blevet gjort noget ved det.

Der ligger du så, afleveret med halvåbne øjne, og forsøger alligevel at forlænge følelsen, holde fast, men da løfter vinden let i pladen ude på staldbygningen. Den er der altså endnu. Hvorfor ved du ikke, men du lettes. Ingen bryder sig vel om at give slip, tænker du. Nej, så hellere høre på de rustrøde pladers skurren, så hellere lade dyrene skræmme end at give slip på dét.

 

- 3 -

15/07/15

 

Herinde kæmper de alle, for her går det stærkt. Der er endnu engang gået hul, og der må lukkes ned. Men nu, hver gang jeg skal til at vågne, rejser de sig fra deres godt befindende for at nå med over grænsen. Historieløse rejser de sig igen fra samme måltid, samme dyre vin, samme elsker, samme ild. Alt dette kun for at kunne starte på ny. Ingen kommer med. Alligevel når én længere end de andre. Men heller ikke hun vil nå over. Længe efter resten har måttet slippe, raser hun videre. Undervejs vil hun udnytte dig og spille dig ud, alene for at nå forbi. Sådan vil hun tage alt i brug, bære masker og skåle med din fjende. Følg hende! Herinde kæmper de alle for at blive mennesker, men ingen så bravt som hende, ingen som Europa.

Hvorfra denne modstand? De gør det ikke ligefrem nemmere at vågne. Jeg er ikke sikker på, hvad der driver dem, men de insisterer på at overleve. Jo mere åbenlyst det bliver, at det kun er mig, der vil kunne gå herfra, desto vildere raser de for at leve. Hvem fortæller dem at skatte livet så højt? Absurd! De er dømt til at blive herinde. De er mine.

 

- 4 -

23/07/15

 

Første gang jeg så hende, lå hun henslængt i en strandstol af typen, der vel kun er beregnet til en enkelt sæson, men som man alligevel henter frem fra redskabskurret år efter år. Den dag havde hun en gul- og hvidstribet kjole på, og der skulle ikke meget fantasi til, at det var hende, der udgjorde det lette sejl, således spændt ud mellem de tynde tremmer. I skødet gemte hun på en elegant og tynd bog med titlen Mystikernes verden. Hun nød tydeligvis sig selv og sin situation, siddende der i stolen. Denne første gang ænsede hun mig ikke. Der sad hun med en ro og en selvtilfredshed, der kun kan findes hos læsende. Men jeg kom igen, og langsomt ændrede hun karakter. For hver gang blev hun mere urolig. Hun var hurtigt begyndt at tale til mig. I begyndelsen kun korte sætninger, ofte udfrittende, men også det ændredes, og inden længe ville hun typisk tale i et væk, som grebet af frygt for stilhed, som var samtalen eneste garant for mit selskab. Hvorfra hun havde den ide, ved jeg ikke, for jeg talte sjældent. Dels af beundring for hendes ivrige tempo, dels fordi jeg ofte ikke forstod, hvad hun sagde. Det var hendes temperament, dét at jo oftere jeg kom, desto vildere blev hun. Sådan ville jeg ofte sidde tavs, og gøre hende stadigt mere nervøs, stadigt mere rasende.

Ikke på noget tidspunkt var jeg i tvivl om, at hun talte klart, og at det bare var mig, der endnu ikke forstod hende. En dag jeg kom forbi, var hun ude af sig selv, og talte ikke længere i de sædvanlige smukke sætninger, men abrupt og hektisk. Strandstolen lå i en ligegyldig bunke, som faldet under vægten af et tungt dyr. Hun havde rejst sig.

 

- 5 -

29/07/15

 

Hun var rådvild og rasende. Hun talte til mig med en fornyet fortrolighed. Hun måtte for alt i verden væk, der var ikke mere for hende her, hun måtte med, med over grænsen. Nu ville hun pludselig vågne. Hun talte i vildelse, og blev ved med at tale om nødvendigheden i at angribe dagen. Jeg forstod stadig ikke meget, men én ting var blevet mig klart, hun havde fået øje på noget.

Siden den dag har hun været plaget af rastløshed, og jeg mindst af alle synes at kunne hjælpe hende. Alligevel dukker hun ind i mellem op, altid med en helvedes fart, hvor det så bare er at hægte sig på. At opsøge hende vil være forgæves. Jeg mødte en munk, der tilfreds kunne berette, at han havde lavet en byttehandel med hende for noget psykofarmaka. Dagen efter kom en sufi, knap så fornøjet, da hun tilsyneladende var brudt ud i ond latter, da han var begyndt at danse. Det havde vist sig, at det mest havde været hans hat, der havde fanget hendes interesse. Den havde hun da også fået, så nu måtte han se sig om efter en ny. Sidst jeg så hende, var hun brudt ind i Daniel Libeskinds snoede Denkmal i Berlin for at tømme det for genstande. Det skulle stå tomt! Der stod hun på det skrånende gulv med oplyste øjne, brændende af lykke over sit påfund. Sådan vil hun gøre alt for at komme med over på den anden side, se resten af bjergene.

 

- 6 -

05/08/15

 

Hinsides samvittigheden lyser barnet. Hinsides samvittigheden brænder den voksne. Det er den ild, der holder os varme.

 

- 7 -

12/08/15

 

Jeg husker første gang, jeg smagte en grape. Jeg har været omtrent 8 år. Sofie hed hun, pædagogen, der tilbød mig et stykke af den for mig fremmede frugt. Det var lillejuleaftensdag, og begge mine forældre var på arbejde. Efter klokken 12 var jeg den sidste, som endnu ikke var blevet hentet. Hun inviterede mig hjem til sin lejlighed, så vi ikke behøvede at føle os nær så alene i den store institution. Det er svært at forklare hvordan, men vi var tiltrukket af hinanden. Om det var seksuelt for hende, ved jeg ikke, men det var det i høj grad for mig. Hun var ikke specielt køn, i grunden var hun alt det, jeg i dag forsøger at undgå, når det gælder kvinder. Hun havde noget groft over sig, lyst kort hår og en smule rødlig hud. Mest af alt lignede hun en af de grovkornede arbejderpiger, som laver børne-tv. Altid smilende og vidt åbne øjne på nær rygepauserne selvfølgelig. Østgavlen, hvor pædagogerne står og ryger sig energi til, børneelskernes tæppefald. Dér står de for en gangs skyld tavse, og nikker indforstået til hinanden. Det er det, der skal til. Det er, hvad der skal til for at klare dagens rutiner. De smukke forældre, de grimme børn, en cigaret skal helt sikkert til. Sådan står de på række og ryger, men ikke Sofie. Hun røg altid alene. Jeg var vanvittigt tiltrukket af hende.

I lejligheden spurgte hun om vi skulle dele en grape, da jeg ikke vidste, hvad det var, sagde jeg selvfølgelig bare ja. Imens hun satte te over og lavede grape, gik jeg rundt i den lille lejlighed, og lugtede til alt, som kunne tænkes at have været i kontakt med hendes hud. Da hun kom ud til mig på altanen, var det i en tætsiddende top og et par løse joggingbukser. Hun havde skiftet. I mundvigen hang en cigaret, og lige over filteret havde et par våde fingre forinden været i kontakt med papiret, for man kunne skimte tobakken. Det måtte have været fra grapen, tænkte jeg kort senere, da hun kom ud med et par umodne appelsiner. Hun røg altid alene, jeg var lukket ind. Hun var fra en anden verden. Hun spurgte om jeg ville have en smøg, men jeg undskyldte med, at jeg havde svage lunger. Jeg blev latterligt rød i hovedet, da det gik op for mig, at det ikke havde været et tilbud, men snarere en spøg. At jeg ikke havde forstået den leg, fik hovedet til at eksplodere. Men hun tog det pænt. Hun spurgte om jeg kunne lide Depeche Mode, jeg vidste selvfølgelig ikke, hvem de var, så jeg sagde, at de var mine yndlings, hun smilte, og sådan røg New Life på. Hun kom tilbage, og dansede for mig. Det var det mærkeligste, jeg nogensinde havde hørt. Jeg elskede det, det hele, hende, lejligheden, det hårde i bukserne, den bitre grape, alt sammen. Hvordan jeg skulle nedlægge hende eller i det hele taget umuligheden af samme faldt mig aldrig ind. Jeg var 8 år, havde lyst til hende og hun til mig.

 

Jeg forstod, at der denne eftermiddag var noget på spil. Hun havde ikke lyst til at være 28, jeg havde ikke lyst til at være 8, men alligevel var det denne åbenlyse afstand, der havde inviteret os begge ind i netop denne lejlighed, i denne situation. Afstanden skulle vi bruge til noget. Det var garanten for, at vi rent faktisk havde noget at tilbyde hinanden. Jeg var ude af mig selv af begejstring. Hun tog det mere roligt, men hendes mange tilbagevendende blikke der skulle virke beroligende på mig, afslørede at jeg havde noget hun skulle bruge. Det var helt unødvendigt, jeg var klar, selvom jeg endnu ikke anede, hvad jeg kunne bidrage med. Men det vidste hun, der var ikke længere nogen tvivl. Det at hun så ofte skulle sikre sig min velvillighed, gjorde mig opmærksom på, at der var en magtbalance, der i løbet af tiden i lejligheden, væk fra institutionen, havde forskudt sig, vredet sig til mit favør. Selvom det hele langsomt flød ud, var det som om et nyt holdepunkt samtidig synede. Jeg var ikke helt uden indflydelse. Jeg mærkede at kvalmen fortog sig. Hvad var det hun lige havde givet mig?

Hvad jeg selvfølgelig ikke vidste var, at hun helt bevidst, roligt doserende, havde italesat mit køn. Sådan vil kvinder altid forblive elegante. Og jeg? Ja, man er vel lærenem. Hvad hun ikke vidste var, at jeg ville mere, jeg ville skridtet videre, hun skulle italesætte min seksualitet. Jeg var blevet lukket ind i et land, jeg længe havde kendt uden før at have ænset det, og jeg ville have det. Jeg fornemmede pludselig, at der var et øde, et ubesunget land, der i løbet af få minutter kunne overskylles af nye relationer og forbindelser, som uden hensyntagen til tidligere tilknytning kunne trænge ind på min barndoms marker. Snart ville alt være fyldt med nybyggere og bosættelser. Noget ville åbne sig. Jeg vidste, at nogen havde været der før mig. Nogen havde banet vej. Jeg ville derhen.

Hvem der i dette spil var den overlegne, var ikke uden problemer at afgøre. Ofte ville det være barnet, da der her var mest sanseligt at vinde. Det var denne erkendelse der løb igennem min krop. Udvekslingen barnet og den voksne i mellem vil altid være urimeligt fordelt. Den voksne ser kun den stramme elastiske hud, det store hoved og den lille krop, de store tænder bag de små læber, de rene porer og hårfarven der endnu ikke er blevet hans. Barnet ser ikke dette. Barnet hæfter sig ikke ved den aldrende krop og fysiske træk, de har endnu ingen værdi. I stedet mærker han varmen, når han forsvinder i hendes bryst. Han lugter hendes tunge parfume og hendes tunge stemme. Og han hører hendes åndedræt, der er som alt andet end før. Grinende lukker han øjnene, og mærker varmen.

Den seksuelle akt består delvist i overskridelse, og netop dette forstår barnet ikke. Tvært i mod bliver det bange og får kvalme. Begge parter bringer sin samvittighed med i spil, men hver har de to forskellige tyngder. Barnet hinsides samvittigheden lyser. Den voksne hinsides samvittigheden brænder. Men behovet er stadig nærværende hos barnet, måske endnu stærkere end den voksnes, da det endnu ikke har oplevet orgasmen og udløsningen. Barnet kan altså drøne rundt hele eftermiddage opstemt og lede efter det, der skal til for at kroppen igen kan slappe af, de ved ikke bedre end blot at lege sig trætte, sådan kommer samvittigheden legen i forkøbet, og dermed aflyses eftersøgningen. Med mindre at noget er sket. Hvilken ulykke at være den første til at blive kønsmoden. Med mindre at man altså ikke lader sig forstyrre af dårlig samvittighed, og i stedet søger forløsningen, den voksne. Længe leve barneorgasmen! I puderummet, i legeskuret, under dynen, på sommerhusets toilet, i hjørnet af poolen, i øjet der ser, i de pædofiles skød.

Tøv ikke. Den eftermiddag havde jeg også en plan. En dyb og varm trang til at gøre fortræd, alt blev sanseligt. Jeg ville suge, jeg ville slikke op, jeg ville se ting åbne sig, jeg ville presse mig imod noget. Jeg ville være 7 år, 6 år, 5 år, 4 år, 3 år, have ble på og fylde den op, mærke varmen i mit underliv, langs ballerne, mærke ting glide og bevæge sig langs det øverste af lårene. Jeg ville skiftes, jeg ville være i en andens vold. Jeg ville stirre op på hende og måske endda pisse hende i hovedet der på briksen med min strittende pik. Jeg ville være 9 år, 10 år, 11 år, 12 år, 13 år, 14 år, jeg ville fylde hende ud, lade mine muskler spille og demonstrere min overlegenhed. Hun skulle tage mig i munden og have dårlig samvittighed. Jeg skulle få hende til at jamre, få hende til at bede mig stoppe og samtidig bede mig blive ved. Jeg ville lege med hendes samvittighed, jeg ville optrevle hende, lade hende ligge der, helt ødelagt af sorg og mørke. Så vende tilbage og vaske hende i hendes billige sofa, sætte New Life på, tænde en joint og tilbyde hende en grape. Jeg ville sidde der og nedstirre hende, betragte hende med mine fra eftermiddagssøvnen hævede øjenlåg med barnets altid synlige azurblå årer. Jeg ville blotte mine alt for store tænder og langsomt se hende brænde.

 

Klokken nærmede sig 17, og vi måtte tilbage til institutionen. Hun holdt mig ind til sig, og trak vejret tungt, og mere husker jeg ikke. Senere, da hun fandt sig en mand, og følgende blev gravid, så jeg hende en dag ved et tilfælde. Det måtte have været godt 4 år efter. Jeg var nede at handle med min mor i supermarkedet, og der stod hun så smuk og gravid, helt forandret. Der var ikke noget at tage fejl af, hendes blik sagde undskyld. Jeg forstod med det samme, at jeg havde mistet noget, men det samme havde altså hun, det så jeg. Det havde været kærlighed. Hendes blik undskyldte, at hun var blevet gravid. Det undskyldte ikke for den eftermiddag, men for at hun havde fundet en anden. Om der havde været andre som mig, og om nogen måske kom hende nærmere, ved jeg ikke. Men det gik op for mig, at hun havde givet slip på noget meget betydningsfuldt med sin graviditet.

Om jeg virkelig var lukket ind i en pædofils fantastiske eftermiddagslejlighed eller om det handlede om noget andet, ved jeg ikke. Men følelsen af intimitet løsrevet fra institutionsverdenen vil jeg ikke bytte for noget. Aldrig om jeg vil bytte min lange eftermiddag væk! Hun dansede for mig.

 

- 8 -

19/08/15

 

I byen går solen ned to gange. Vi har ingen klare horisontlinjer, som derhjemme til at projektere det banale spil. Vi har et stykke himmel og dets farver. Er man bosat ved kysten, vil man nok mene, at vi ingen solnedgang har overhovedet, for hvad kan være mere dragende end synet af en sol forsvinde under havets overflade, som en forlist der endelig giver slip. Nok intet. Men på gode dage går solen ned to gange. Sandsynligheden for at man skal være tilflytter for at opleve fænomenet er der selvfølgelig. Jeg har aldrig snakket med andre om det. En halv time før kystboerne får deres solnedgang, forsvinder den bag byens tagrygge, og solen er gået ned i byen. Gårdene bliver mørke, det samme med vandet og gaderne. Men så tilbagekaldes lyset, og alt lyses kort op igen. Denne gang er det den rigtige solnedgang, kystens og de riges.

Det er bedst sidst i august. Det lys der når ind. Minutterne inden den forsvinder bag tagryggens sammenfaldne tegl. Det varme forurenede lys. Teens orange farve der langsomt men sikkert kommer dansende ud af brevets stof og breder sig i lejligheden. Den er næsten sikker hver gang. Der er ikke mange steder, jeg hellere ville være end her i det kvarter, det står på. Så bliver det mørkt. Sybordets silhuetter på altanen takker af, skyggerne bliver lange, og fortryder hurtigt igen. Indtil. En halv time efter lyser alt igen. Der er udbrudt krig oppe på himmelen. Det er det smukkeste skænderi. Skyerne raser over solens afsked, og slikker gærrigt alt hvad de kan. Intet skal nu gå til spilde.

 

- 9 -

26/08/15

 

Fantasien er der, hvor vores begrebsverden slipper op. Drømmen er vel den fattiges fantasi. De bør dog ikke forveksles. Også her er drømmene anderledes. Sådan har drømme aldrig skabt malerier, krukker og musik, højest skår. Drømme er, hvad krige er lavet af, simpel mangel på fantasi.

 

- 10 -

02/09/15

 

Gulvet skrånede let. To, tre grader, men nok til at tage plads i ens bevidsthed. Der var ikke meget lys. Rummet kunne på sin vis være kolossalt, da mørket lukkede sig inden væggene blev synlige. Der var sengen, eller snarere madrassen og så de atten tyve stole rundt om. Madrassen delvist våd. Det var næsten til at se omridset af en krop, som var den lige fordampet, forsvunden ned i madrassens skjoldede gulhvide. Der var sorte fikseringsremme både til hænder og fødder. Og der sad hun så, Europa, på briksens kant mellem de to instruktører, så pigeagtigt som det nu var passende med hævede kinder og urin i håret. Det var blevet tid til at publikum skulle inddrages, prikken over i’et, evalueringen. De klistrede læderbånd glimtede koldt i det varme lys. Mine øjne kunne ikke slippe de te- og flødegule fedtmarmoreringer i madrassens bløde. Havde de virkelig fikseret hende?

 

 

KRISTIAN FEILAN - 20991047 - KRISTIANFEILAN@GMAIL.COM